Demonstrasjon for flere ungdomshus

Ungdomshusets uttalelse og fire krav
vedtatt 9. februar 2007

Vi har brugt 24 år på at opbygge Ungdomshuset på Jagtvej 69. Det er her vi hører til og ingen er i tvivl om vores ret hertil – det er os, der har fået liv i dét. Vi har gjort en tom bygning til et internationalt anerkendt kulturelt kraftcenter. Det kan godt være, at vi har den borgerlige ejendomsret imod os, men selv Faderhuset og politikerne er klar over, at vi har ret til det her hus. Faderhuset er bare pisseligeglade og det er politikerne tilsyneladende også. Der er i hvert fald ikke nogen, der er i tvivl om, at konflikten kun eksisterer fordi de har skabt den og holder den i live. Både Faderhuset og politikerne har magten til at løse denne konflikt ved et fingerknips.

Vi har ret til Jagtvej 69 og det er Jagtvej 69 vi vil have. Vi kan og vil ikke skræmmes til at gå og smide alt hvad vi har skabt på gulvet. I hvert fald ikke uden kamp. Det er også den dårligste løsning overhovedet. Det eneste, der er helt sikker er, at ingen får noget ud af det. Hverken på kort eller på langt sigt.

Samtidig har vi en forpligtigelse overfor næste generation af unge. Der er et behov for et ungdomshus, som vi ikke kan tilsidesætte. Er der ikke et ungdomshus, så vil der være en kamp for et ungdomshus. Og det eneste, der i denne optik er vigtigere end at der er ungdomshus på Jagtvej 69, det er, at der er et ungdomshus.

Men kampen for et ungdomshus er ikke kun en kamp for en bygning. Det er en kamp for retten til selv at forvalte den bygning, selv sætte rammerne, selv bryde dem og selv tage ansvaret � når det går godt, og når det går skidt. Den kamp blev sat i gang i 1981, da den såkaldte Initivgruppe formulerede deres fire krav. En kamp der i alt sin enkelthed gik ud på, at få politikerne til at anerkende behovet for et ungdomshus og at kultur- og ungdomspolitik aldrig må baseres på købekraft.

Efter en ugelang diskussion på mere end 20 timer er vi blevet enige om, at tiden er inde til at genoplive Initivgruppens krav. Det er dem det hele har handlet om i 25 år. Ikke om bygninger, ikke om ballade, men om helt simple krav. Vi har tilføjet et om den fysiske placering. Til gengæld, har vi fjernet kravet om, at kommunen skal betale driften, fordi Ritt Bjerregård allerede har sagt i pressen, at vi vil kunne søge støtte på samme vilkår som alle andre. Men ellers er det de samme krav, som lagde fundamentet for den kamp, der i oktober 1982 blev sat i bero, da vi fik Ungdomshuset på Jagtvej 69:

Vi vil have et ungdomshus nu!
Kommunen skal stille huset til rådighed. Vi stoler på fonden, derfor skal huset overdrages til den fond. Det er ikke acceptabelt, at kommunen fører en ungdoms- og kulturpolitik, der betyder, at det kræver et millionbeløb at være med. Et evt. overdragelsesbeløbet må ikke overstige et symbolsk beløb på en krone.

Huset skal være mindst lige så stort som Ungeren.
Huset skal være mindst lige så stort som Jagtvej 69. Derudover skal det kunne rumme de aktiviteter, der er i Ungeren i dag.

Vi vil selv bestemme.
Ingen pædagoger – ingen chefer.

Huset skal ligge på Nørrebro.
Ungdomshuset er opstået af Nørrebro-kulturen og hører til her.

Legg til ekstern kalender…